Klaus Hindbo fra Eniig, der er entreprenør på det store energirenoveringsprojekt i samtale med kommunens projektleder, Louise Klinkby.
Klaus Hindbo fra Eniig, der er entreprenør på det store energirenoveringsprojekt i samtale med kommunens projektleder, Louise Klinkby.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Aarhus Nord-veje går lysere tider i møde

Aarhus Kommune er i fuld gang med at udskifte nedslidte kviksølvslamper i Aarhus Nord-forstæder

Af Kim Skovrup Andersen



Hvis du undrer dig over, hvad hjelmbeklædte selvlysende mænd laver på din villavej i denne tid, er det sandsynligvis, fordi de forsøger at give dig bedre belysning.

Aarhus Kommune er i fuld gang med at udskifte 29.000 nedslidte kviksølvlamper i vejbelysningen med miljøvenlig LED-teknologi.

De 29.000 armaturer svarer til cirka halvdelen af det samlede antal gadelamper i Aarhus Kommune. De resterende er udstyret med såkaldte højtryks-natriumlamper og metalhalogen, som stadig er acceptable lyskilder både hvad angår kvalitet og energieffektivitet.


Anlægssum på millioner

Det er et stort energirenoveringsprojekt, der har været i gang de seneste tre år, og som har en samlet anlægssum på mellem 160-175 millioner kroner. Heraf har projektet fået tildelt 7 millioner kroner i støttemidler fra EU's ELENA fond.

Projektet er et vigtigt led i Aarhus Kommunes vision om at være CO2-neutral i 2030.

Forventningen er, at udskiftningen af de nedslidte kviksølvlamper giver et fald i elforbruget til vejbelysning på 30 procent. Det svarer til omkring 1.500 husstandes årlige elforbrug.

“Pengene er tjent ind efter 20 år, fordi den nye vejbelysning er langt mere miljøvenlig, strømbesparende og intelligent. Alt i alt er der en stor energibesparelse samtidig med, at man får en bedre belysning,” forklarer projektleder fra Aarhus Kommune, Louise Klinkby.


Større trafiksikkerhed

“Der er den fordel ved LED-belysning, at hvor man førhen slukkede hver anden lampe om natten, kan man i dag dæmpe dem alle sammen ni timer om natten til halv styrke. Dermed er der også en større trafiksikkerhed for bilister, cyklister og fodgængere, fordi man ikke får de sorte huller i lyset,” siger projektleder Klaus Hindbo fra entreprenøren Eniig.

Han har haft ni mand fast i gang under hele projektet. Lokalavisen møder dem i Skæring og frem til februar bevæger montørerne sig rundt i Egå, Hårup, Vorre, Todbjerg, Spørring, Trige, Elev, Lystrup, Hjortshøj, Skødstrup, Løgten og Studstrup. Det tager et par timer at skifte hver enkelt lampe, og montørerne vil derfor ofte være på en vej i 2-3 dage.

Herefter er det midtbyens belysning, der står for tur. Efter planen skal man være færdige til næste sommer.

“Vi forventer, at denne form for LED-belysning holder 25 år. Det viser de stresstests, der er udført på den nye teknologi,” siger Klaus Hindbo.

www.aarhus.dk/lys kan du se hvilke veje, der skal have ny vejbelysning og hvornår.


Publiceret: 12. Oktober 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere