Lone Hindø, sognepræst, Harlev
Lone Hindø, sognepræst, Harlev
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Blog: Slægt følger slægters gang

Lone Hindø blogger om livet i Aarhus Nord

Af Lone Hindø, sognepræst, Harlev

Ordet tradition hører vi ofte i disse år. Et opslag i ”Ordbog over det danske sprog” fortæller, at tradition er noget, som videreføres gennem tiderne, som overleveres fra slægt til slægt.

Billede 1. ”Og hvad er barnets navn?” – Jeg står ved døbefonten og stiller spørgsmålet. Det lille barns gudmor svarer. Jeg gentager navnet og ser familiens reaktion. Forældrene havde ikke fortalt, hvad barnet skulle hedde. Smilene breder sig. Der nikkes, og man ser på hinanden. Jo, et godt navn. Den lille pige er opkaldt efter sin oldemor. Navnet lever videre. Det er en tradition, som ofte gentager sig i landets kirker. Rigtig mange børn bliver kaldt op efter andre i familien.

Billede 2. Når vi færdes i Aarhus, kan vi ikke undgå at lægge mærke til, at det er valgtid, i dette tilfælde et byrådsvalg. I master m.m. hænger store plakater af de mange, som ønsker at blive valgt. Jeg hænger der også selv. Og traditionen tro er der mange aktiviteter i forbindelse med valgene.

I min familie husker vi over seks generationers valg, hvor familien har været engageret. Begyndende med min oldefar og sidst mine børnebørn. Igennem generationer har vi delt foldere ud og hængt plakater op, fuldstændig som i dag. Da vi var børn, var de som regel ikke så flotte som i dag, men budskabet var det samme.

På Torvet i Ringkøbing lyttede vi til taler. I dag står jeg med venner og familie på torve i bl.a. Risskov, Trige, Borum, Harlev og Kolt. Dengang ofte kun med plakater og løbesedler. Nu også med æbleskiver, hjemmebag, valgflæsk og æbler. Verden er meget anderledes nu end i 30"erne, hvor min far stod der. Store ydre forandringer, men inderst inde er menneskene de samme. Traditionen føres videre.

Billede 3: Vi har mange forskellige spisetraditioner. Vi nærmer os mortensaften, og tidligere spiste man gås, men nu serverer man som regel and. I forbindelse med mortensaften er der forskellige traditioner. For hvordan steger man sin and: langtidsstegt med æbler og svesker? Eller måske mere utraditionelt med løvstikke, løg, enebær eller nelliker? Da denne tid er meget travl, er det muligt at jeg vælger det gode tilbud fra det sted, hvor vi oftest handler ind: ”Andelår og bryst, brunede og hvide kartofler, rødkål, skysauce, halve æbler og svesker. 149 kr. til to personer.” Velbekomme, jeg bliver helt sulten, mens jeg skriver det.

Jo, slægt følger slægters gang. Traditionen, overleveringen, sker, hvad enten det drejer sig om dåbsnavne, valgskikke eller mortensaften.


Publiceret: 05. November 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt