Fire behandlere er klar til åbning foran det kommende sundhedshus i Hjortshøj: Jane Stærke, Anne Zachariasen, Søren Jepsen og Marie Louise S. Maegaard.
Fire behandlere er klar til åbning foran det kommende sundhedshus i Hjortshøj: Jane Stærke, Anne Zachariasen, Søren Jepsen og Marie Louise S. Maegaard.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Firkløver vil have mere sundhed til Hjortshøj

På søndag holder fire lokale alternative behandlere åbningsreception i Hjortshøjs nye sundhedshus

Af Kim Skovrup Andersen



Hjortshøj Stationsvej 14 får nyt liv, når fire behandlere på søndag holder åbningsreception i hvad, de har valgt at døbe Hjortshøj Sundhedshus. Indtil for nylig var det 'Akupunkturhus', som indtog adressen i huset, der i helt gamle dage var en bank.

“Vi kendte faktisk ikke hinanden i forvejen, men jeg vidste huset stod tomt, og så annoncerede jeg efter behandlere, der havde lyst til at dele det med mig. Og så poppede de her tre op, så vi har første lært hinanden at kende nu,” siger Anne Zachariasen.

Hun er akupunktør og er selv bosat i Andelssamfundet i Hjortshøj.

De tre andre tilbyder Reiki healing, kraniosakral terapi samt massage. Det er henholdsvis Søren Jepsen, Jane Stærke og Marie Louise S. Maegaard.

Firkløveret har taget en måned om at istandsætte huset, så det nu passer til deres behov.


Vil skabe aktivteter

“Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor vi har nogle kolleger og et hus med meget aktivitet og forhåbentlig trække en mange nysgerrige mennesker til de forskellige genrer, der nu findes under samme tag. Det må gerne vokse organisk og lige så stille og roligt,” siger Anne Zachariasen.

Marie Louise S. Maegaard har tidligere haft klinik i Hjortshøj og er glad for at være tilbage i lokalsamfundet og så i et behandlerfællesskab:

“Jeg synes, her er meget fællesskab og en vis sammenhængskraft med forskellige bogrupper, hvor folk virkelig gerne vil hinanden. Her er mange kreative sjæle, hvor folk er meget åbne for nye ting,” siger hun og tilføjer:

“Vores forventninger og ønsker er, at huset her bliver et sted, hvor der er husrum og hjerterum med masser af liv, og at der i de kommende måneder og år opstår en række aktiviteter, som vil være til gavn og glæde for husets gæster og klienter. Vi håber, at der også kan ske nogle ting hernede om aftenen med arrangementer. Det kunne være en meditationsgruppe eller foredrag.”


Fleksible åbningstider

“Vi er så meget i opstartsfasen, at mange ting forholder vi os til hen ad vejen. Derfor er åbningstiderne lige nu også fleksible,” siger Søren Jepsen.

Hjortshøj Sundhedshus bliver også et sted, hvor kunstnere på skift kan få lov at udstille. Her i starten er det Maria Margrethe Kirstine Kristensen, som udstiller meditative malerier.

Dem vil man kunne oplevet til åbningsreceptionen på søndag fra klokken 14 til 17. Alle nuværende og fremtidige klienter samt venner, familie, almindeligt nysgerrige og andre, der bare gerne vil se de nye lokaler, er velkomne.

“Men allerede fra klokken 10 til 13 tilbyder vi prøvebehandlinger i akupunktur, massage og reiki-healing,” siger Marie Louise S. Maegaard og oplyser, at man kan blive skrevet op til en prøvebehandling fra klokken 9.30.

Læs mere om sundhedshuset her.


Publiceret: 06. Oktober 2017 09:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere