Inge Lise Johansen er oprindeligt fra Sønderjylland, men kom til Aarhus i 2007 fra Skjern, da hun gik på pension fra jobbet som revisor. Foto: Martin Jørgensen
Inge Lise Johansen er oprindeligt fra Sønderjylland, men kom til Aarhus i 2007 fra Skjern, da hun gik på pension fra jobbet som revisor. Foto: Martin Jørgensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Inge Lise samler seniorerne: “Livet har stadig meget at tilbyde”

Inge Lise Johansen har rundet de 70 år og forladt arbejdsmarkedet. Nu står hun bag ’Single 60+ Kultur’ og er nomineret til Aarhus Takker-prisen

Af Martin Jørgensen




Aarhus Takker 2017

De nominerede er:

  • Philip Nordstrøm
  • Henrietta Pedersen
  • Inge Lise Johansen
  • Steffen Max Høgh
  • Aase Hjort Hansen.

Dommerkomitéen og læserne bestemmer, hvem der skal vinde førstepræmien på 15.000 kroner

Afstemningen åbner på aarhus.lokalavisen.dk 12. september

“Det handler om, at man som ældre borger ikke skal være alene. Det er vigtigt at have nogen at følges med, for så bliver det også nemmere at komme ud.”

Inge Lise Johansen fra Brabrand er nomineret til Aarhus Takker-prisen for hendes store engagement i foreningen 'Single 60+ Kultur', som hun selv var med til at stifte for snart fire år siden.

“Jeg var ny i Aarhus. De eneste mennesker, jeg kendte, var min datter, min svigersøn og mine to børnebørn. Det var det. Ud over det havde jeg ikke noget socialt netværk,” siger Inge Lise.

Derfor satte hun en annonce i avisen med hendes nye tiltag, 'Single 60+ Kultur', som er en forening for ældre, enlige borgere, der fortsat ønsker at opleve ting sammen med andre mennesker.

Foreningens aktiviteter bygger på forslag fra medlemmerne selv, hvor det forventes, at hvert medlem foreslår mindst to aktiviteter om året.


En succes fra start

Allerede ved første møde var der 50 interesserede, ældre borgere i Aarhus, der havde lyst til at være en del af foreningen.

En bestyrelse og organisation blev oprettet, og siden da har foreningen været en succes med flere aktiviteter i måneden.

“Det giver bare en helt anden oplevelse at følges og opleve ting med andre mennesker, end hvis man gør det alene. Eksempelvis nyder man ikke maden på samme måde alene,” siger Inge Lise.

De forskellige aktiviteter, som foreningen står bag, er alt lige fra biografture til en tur i teatret.

Derudover arrangeres der eksempelvis også ture til Legoland, sejlture på Skanderborg Sø og Mariager Fjord samt rejser til udlandet.


Være noget værd

At være formand for 'Single60+ Kultur' og deltage i de mange arrangementer er med til at give en masse socialt i Inge Lises hverdag, men derudover er det også med til at minde hende om noget andet.

“Det giver en følelse af, at man stadig er noget værd. Mange tror, at en person mister sine evner, så snart de er ude af arbejdsmarkedet. Det vil jeg gerne gøre op med. Jeg vil ikke være en eller anden grå masse, som bare er til stede uden at lave noget.”

Inge Lise er en travl kvinde. Hun er en del af Folkeoplysningsudvalget, Ældrerådet, Ressourcebanken.

Derudover er hun frivillig i 2017-kulturhovedstaden, Festugen, Ridehuset og Classic Car Race samt kasserer i ejerforeningen, hvor hun bor, Hun er tilmed også kasserer for Folkekirkens Nødhjælps butik på Silkeborgvej og for badmintonklubben, hvor børnebørnene spiller til daglig.

“Jeg har jo en uddannelse, og bare fordi jeg er gået på pension, så mister jeg ikke den viden, jeg har. Den vil jeg gerne fortsætte med at bruge længe endnu.”


Frygter ikke fremtiden

Det store frivillige arbejde lyder af meget, men hovedpersonen selv har ikke tænkt sig at stoppe inden for den nærmeste fremtid.

“Jeg har hele døgnet til min rådighed. Jeg vil gerne holdes i gang, og jeg har svært ved at sidde bundet til en stol.”

Inge Lise er positiv omkring fremtiden, hvor hun håber og tror, at både 'Single60+ Kultur' og hende selv stadig er lige så aktive, som tilfældet er den dag i dag.

“Bare fordi man er fyldt 70, betyder det ikke, at man er død. Livet har stadig rigtig meget at tilbyde mig.”


Publiceret: 11. September 2017 15:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere