Video: Købmand Schjeldahl takker af i Hjortshøj
Niels Schjeldahl foran sin købmandsbutik på Hjortshøj Stationsvej, som han lukker 30. juni. Han bor ovenpå butikken sammen med sin familie.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kendt Hjortshøj-købmand takker af og drejer nøglen om

51-årige Niels Schjeldahl lukker familie-foretagendet efter tre generationers handel i Hjortshøj

Af Kim Skovrup Andersen



En epoke slutter i Hjortshøj om få uger, når købmandsbutikken på Hjortshøj Stationsvej 8 lukker efter hele 97 år.

“Efter at købmandsbutikken har været i vores familie i tre generationer, har jeg besluttet mig for at lukke butikken fredag 30. juni,” siger Niels Schjeldahl, der selv har haft butikken i 14 år,

Han er opkaldt efter sin farfar, som grundlagde butikken tilbage i 1919. Herefter overtog hans søn Ernst Schjeldahl, og da han blev syg, kom Niels Schjeldahl hjem til barndomshjemmet, der rummer den store købmandsbutik.

Når kalenderen siger 1. juli, skal butikslokalerne omdannes til værelser til købmanden og hans hustrus tre hjemmeboende drenge, hvilket giver god mening i forhold til årsagen til lukningen.

“Jeg har taget beslutningen for at kunne tilbringe mere tid sammen med min familie, og det ser vi alle sammen frem til. Jeg har næsten aldrig været med til noget privat på grund af min butik, og min kone har stået for alt andet,” fortæller 51-årige Schjeldahl, der har en arbejdsuge på 70-80 timer.

“Min kone og jeg traf beslutningen endeligt for et års tid siden. Vi har tidligere diskuteret det. Især i finanskrise-årene, hvor min bankmand direkte anbefalede mig at lukke efter nogle meget dårlige år. Så hidsede jeg mig op indvendigt og tænkte: 'Nej, nu skal jeg fandeme nok vise dem, hvad jeg kan!'. Og så fik vi vendt det,” erindrer købmanden.

De kunder, der har hørt det, begræder beslutningen om at lukke og slukke. På Facebook har der også været en overvældende respons.


Overvældende respons

“Det rører mig meget med alle de søde bemærkninger, jeg har fået. Men jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere glad for beslutningen om at stoppe, og det betyder også noget for mig, at jeg selv kan tage den. Som jeg sagde til min kone, så er det rarere, at jeg får de reaktioner, mens jeg er i live og ikke, når jeg er kørt bort,” siger han og fortsætter:

“Det bliver ikke let at skulle sige farvel til alle kunderne, hvor nogle af dem har handlet her i alle tre generationer, og andre er nye. Jeg har nydt alle årene, jeg har haft butikken og kommer til at savne min dagligdag med alle kunderne, for jeg elsker virkelig at stå ved disken og snakke med mine kunder og høre, hvordan de har det. Jeg synes, det er det mest fantastiske job. Folk er meget imødekommende, og jeg møder så mange glade mennesker hernede i butikken hver dag,” lyder det fra den indfødte Hjortshøj-mand.


Ingen job-planer

Fremtiden er mere uvis end nogensinde før for Schjeldahl.

“Jeg burde være nervøs, men det er jeg faktisk ikke. Det er jo ikke bare sådan lige at få et job i min alder. Jeg vil ikke udelukke noget som helst og har ingen job-planer. Men nu skal jeg for første gang i mange år holde en god lang ferie med min familie. Jeg plejer kun at holde en uge. Så jeg vil trække stikket, få noget luft og finde ud af, hvad jeg så skal lave,” siger han.

Helt lavpraktisk skal der også findes et nyt sted at handle ind.

“Vi har været vant til, at der har været et spisekammer under os, så der skal vi til at vænne os til en ny livsstil. Men så må vi op og støtte Brugsen,” siger den snart forhenværende købmand fra Hjortshøj med et stort smil.


Publiceret: 09. Juni 2017 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere