Reddet på stregen. Det står skidt til i Lystrup IF’s fodboldafdeling, som har alvorligt brug for frivillighjælp, hvis klubbens fremtid skal sikres.
Reddet på stregen. Det står skidt til i Lystrup IF’s fodboldafdeling, som har alvorligt brug for frivillighjælp, hvis klubbens fremtid skal sikres.
Foto: Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Krisemøde på tirsdag: Nordaarhusiansk fodboldklub kæmper for livet

Halvdelen af bestyrelsens medlemmer er på vej ud, siger formand





 “KRISEMØDE! BESTYRELSEN SEGNER! SIDSTE CHANCE!”

Sådan står der med store versaler på en flyer fra Lystrup IF - Fodbold, hvor der bliver indkaldt til krisemøde for alle, som støtter op om klubbens overlevelse.

Mødet afholdes i klubhuset tirsdag den 10. januar klokken 19. På dagsordenen er én ting: At sikre fodboldklubbens fortsatte drift.

“Tordenskjolds soldater kan ikke længere klare de mange opgaver, der er for en klub, som nu tæller 670 medlemmer,” lyder det fra afdelingsformand for Lystrup IF's fodboldafdeling, Torben Märcher.


Ingen personfnidder

Han fortæller, at tre af bestyrelsens seks medlemmer af forskellige årsager kaster håndklædet i ringen - men for hele bestyrelsen gælder det, at ansvaret er blevet for stort.

“Der er ingen krise i den forstand, at nogen er sure eller uenige, men at de få personer, som har mange driftsopgaver, regulært er ved at blive kvalt i dem,” understreger han.


50 forskellige poster

Derfor beder bestyrelsen nu ildsjæle i lokalområdet om hjælp med stort som småt.

I øjeblikket står få mennesker for basale ting som alt fra at sørge for dommere til at stege pølser til hjemmekampene.

50 forskellige frivilligposter er beskrevet og defineret, og man har fået en frivilligkoordinator til at stå for at uddelegere opgaver til de, der har lyst.

“Vi er nødt til at skifte gear og organisere os mere moderne med en langt større gruppe af frivillige, som i fællesskab løfter et par opgaver hver i stedet for, at få løfter mange. Vi har seriøst brug for frivillige kræfter, ellers ender vi i en nedadgående spiral, hvor folk knækker,” siger Torben Märcher.

Er klubben truet på sin eksistens?

“Vi vil aldrig uddø. Klubben vil altid bestå, for der vil altid være andre til at tage over, men den vil være ilde stedt, hvis alle smutter, og en helt ny organisation skal opbygges,” siger han og tilføjer:

“Det her er rettidig omhu, men det er også sidste udkald, for der er reel risiko for, at vi på et tidspunkt ikke har styr på de basale ting, der skal til, for at en fodboldklub kan fungere. “


Optimistisk formand

Torben Märcher er overbevist om, at folk i lokalområdet gerne vil hjælpe den populære klub, som i 2014 fik et flot, nyt idrætsanlæg til 18 millioner kroner.

Og uddelegeringen af detaljerede, mindre opgaver er den rette måde at få såvel nye frivillige som bestyrelsesmedlemmer til ofre tid på projektet.

“Det er skræmmende, hvis man udover at sidde i bestyrelse også skal have ti andre kasketter på. Men jeg tror helt og holdent på, at det nok skal lykkes. Vi er en stor klub med store ambitioner. Vi har bare brug for hjælp til at indfri dem.”


Publiceret: 06. Januar 2017 15:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere