Kommunalvalg 2017
Lokalavisens udsendte ser en anelse mere presset ud end Jacob Bundsgaard og Bünyamin Simsek på deres fælles løbetur i Riis Skov. Foto: Mike Madsen
Lokalavisens udsendte ser en anelse mere presset ud end Jacob Bundsgaard og Bünyamin Simsek på deres fælles løbetur i Riis Skov. Foto: Mike Madsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokalavisen på løbetur: Helt ude i skoven med borgmester-ben

Lokalavisen tog spidskandidater med på løbetur til en snak om motion og indbyrdes forhold

Af Kim Skovrup Andersen


“Kunne det ikke være fedt og anderledes at interviewe de to borgmesterkandidater, mens jeg løber rundt med dem i Riis Skov”?

Spørgsmålet hang lidt for længe i luften på redaktionsmødet for nogle måneder siden og vakte ikke ubetinget begejstring hos mine kære kolleger.

Og det er da heller ikke fordi, jeg synes, det er verdens bedste idé denne mandag eftermiddag, da jeg står på parkeringspladsen ved vandrehjemmet i Riis Skov og venter på Bünyamin Simsek (V) og Jacob Bundsgaard (S). For hvad nu hvis de løber fra mig? Konceptet er ret enkelt. De to byrådsveteraner og spidskandidater for de største partier skal ud af jakkesættene og i løbetøjet, for at vi kan lære dem at kende på en anden måde. Jeg har deltaget i nogle af de samme motionsløb som de to stemmeslugere og konstateret, at jeg godt kan følge med dem, men man ved aldrig, hvordan formen er efter en for mit vedkommende ikke helt ædruelig weekend. 

Heldigvis siger en smilende Venstre-leder til mig, da vi mødes:

“Du sætter bare tempoet, Kim!”

På trods af, at jeg har løbet i Riis Skov utallige gange, respekterer jeg for en gangs skyld min manglende stedsans og lader borgmester Bundsgaard føre an.

“Jeg kan godt finde rundt, jeg løber her jævnligt,” siger den 41-årige politiker og vores nydannede trio bevæger sig ind i den efterårspæne skov.

“Det er simpelthen bare den smukkeste dag. Der er altså bare et eller andet over, når det hele lige er blevet rusket op og er faldet til ro,” siger Bundsgaard og henviser til stormen Ingolf, som netop har været på kort visit.

SE VIDEO FRA LØBETUREN HER

Men hvordan er det lige, at man kommer i gang med det der løberi?

“I 2002 stoppede jeg med at ryge, og så tog jeg ti kilo på. Der var mange møder med kaffe og kage, så det skulle jeg gøre noget ved. Jeg droppede mælk og sukker i kaffen, og så begyndte jeg at løbe for at komme i bedre form. Og det hjalp jo både på vægten, men jeg kunne også mærke det mentalt, fordi jeg fik mere energi og overskud. Det er rart at få luftet sit hoved efter lange arbejdsdage,” siger den 46-årige rådmand for Børn og Unge og forsætter:

Min lørdag morgen, hvor jeg spiller oldboysfodbold, den er hellig. Men jeg prøver at komme ud på en løbetur mindst en gang om ugen. Jeg bor i centrum, og det passer godt for mig at løbe en tur her i Riis Skov.”

”Jeg startede faktisk med at løbe, da jeg skulle træne op til DHL stafet for efterhånden en del år siden. Jeg var ikke helt tilfreds med den tid, jeg løb på, så jeg var nødt til at træne noget mere. Jeg har tidligere dyrket meget håndbold og fodbold og har altid svoret på, at jeg aldrig ville komme til at løbe for min fornøjelses skyld, Men med tiden fandt jeg ud af, at det var meget rart at løbe,” siger Jacob Bundsgaard.

Hvad giver det dig at løbe?

“Udover det giver et afbræk i en ellers hektisk hverdag, så bliver jeg simpelthen også lige nulstillet, Når jeg er ude på de lidt længere distancer, så kommer jeg ud, hvor kroppen tager over for hovedet. I mit arbejdsliv og privatliv er det meget sjældent, jeg er alene. Så det er rart at have noget tid helt for sig selv. Det er meditativt for mig at løbe en god tur,” forklarer Bundsgaard.

De har begge deltaget i og holder meget af Aarhus City Halvmarathon.

“Jeg træner ikke ekstra til et halvmaraton, efter jeg er kommet i gang med at løbe. Op til sådan et løb skal jeg lige op og løbe 19 kilometer inden. Jeg kommer ikke i superform af det, men det gør, at jeg kan gennemføre. Det handler mest for mig om, at når man har sat sig noget for, så skal man også gennemføre det. Og komme igennem det i en nogenlunde fornuftig tid,” siger Simsek.

Bundsgaard nikker. Han har deltaget i alle seks udgaver af løbet.

“Aarhus City Halvmarathon er meget velarrangeret og en helt fantastisk måde at se sin by på. Flere tusinde løbere, der får lov at bruge og opleve byen på den her måde, er fantastisk. Og så er der tusindvis af tilskuere, der bærer os frem på ruten, så det er simpelthen bare en fornøjelse at komme rundt. Der ligger noget motivation for mig i at blive mindet om, at jeg skal være nogenlunde i gang og oppe i en vis træningsmængde for at kunne komme igennem løbet, uden det er alt for pinefuldt,” siger han og peger fremad:

“Hvor er her flot. Sikke en fantastisk udsigt. Man kan ikke undgå at blive glad,” kommer det fra Bundsgaard, da vi løber forbi skrænten i skoven, hvor man kan se Aarhus Ø og helt ind til Midtbyen.


Kendt hinanden i 16 år

Løbeturen har nu passeret de fire kilometer, og snakken falder på de to borgmesterkandidaters indbyrdes forhold.

“Vi kom ind i byrådet på samme tid i 2002. Dengang var Jacob i opposition og var politisk ordfører. Vi havde borgmesterposten i de fire år. Jeg oplever, at Jacob er arbejdsom og driftsikker. Politik handler om menneskelige relationer og tillid. Og om at opbygge den. Det synes jeg, vi har gjort i de 16 år, vi har siddet i byrådet,” fortæller Bünyamin Simsek.

“Er det virkelig 16 år siden. Det er gået stærkt. Vi to har egentlig haft nogle rimelige parallelle forløb. Også med rådmandsposter, Vi har kendt hinanden længe og har respekt for hinanden. I fællesskab har vi været med til at træffe utrolig mange beslutninger med betydning for udviklingen af Aarhus. Jeg har en enorm stor respekt for Bünyamin og det engagement, han har. Og det gælder i virkeligheden også den resterende del af byrådet. Det, der kendetegner folk, som går ind i lokalpolitik, er, at de har en stor kærlighed til byen og et brændende ønske om at gøre byen bedre. Vi har jo alle en fælles ambition om at gøre Aarhus til et bedre sted,” siger borgmesteren, inden vi når i mål på parkeringspladsen efter fem fine kilometer i snakke-tempo.

Det har været en fin skovtur og et fedt og anderledes interview.

Det blev også tid til en ’selfie’ til de sociale medier efter endt løbetur. Foto: Mike Madsen
Det blev også tid til en ’selfie’ til de sociale medier efter endt løbetur. Foto: Mike Madsen

Publiceret: 03. November 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt