Jørgen Skouboe i huset i Risskov, hvor manuskripterne til ’Nak og Æd’ bliver skrevet.
Jørgen Skouboe i huset i Risskov, hvor manuskripterne til ’Nak og Æd’ bliver skrevet.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

TV-succes: ’Nak & Æd’ blev skabt i Risskov

Jørgen Skouboe er far til DR2-succesen ’Nak & Æd’. Mød TV-manden, der er bosat i Risskov, og som netop har kunnet fejre 40 års jubilæum hos DR

Af Kim Skovrup Andersen


Nak & ÆD
  • er et jagt- og madprogram, som havde premiere i 2010 på DR2. Programmet følger naturmanden Jørgen Skouboe og kokken Nikolaj Kirk i Danmark og i udlandet, hvor de tager på jagt og tilbereder maden i naturen.

"Kom indenfor i min hule".

Jørgen Skouboe peger med sin rygende pibe ind i det kombinerede værksted og kontor, hvor utallige håndgribelige minder på vægge og hylder, vidner om et langt arbejdsliv i TV-branchen.

Den 65-årige autodidakte TV-mager, som han kalder sig selv for, er i gang med at udforme et spækbræt, hvor 'Nak & Æd'-logoet er brændt i. Det skal snart med på jagt.

Det er i det røde rækkehus tæt på Risskov Torvet, at Jørgen Skouboe skriver manuskripter og i sin tid fik idéen til det populære jagt- og madprogram, som med over 200.000 seere er et af DR2's mest sete programmer og har været det i alle årene. Derudover ser op mod 100.000 programmerne på dr.dk/tv efterfølgende.

“Da jeg lavede 'Frilandshaven'(et DR2-program,red.) blev jeg spurgt, om jeg kunne lave 'Jul i Frilandshaven'. Jeg er helt ærligt ikke skidevild med julen, og derfor fandt jeg på, at vi skulle skyde julemandens rensdyr og så grille det. Det passede perfekt på DR2 med det lidt politiske ukorrekte. Vi stod og manglede en kok, og jeg har set Nikolaj Kirk på morgen-tv, og så ringede jeg til ham. Jeg kendte ham ikke, men der var øjeblikkelig god kemi. Jeg spurgte Nikolaj, om han ville være med til at grille julemandens rensdyr. Og det syntes han lød fedt. Jeg kunne mærke med det samme, at jeg pissegodt kunne li' ham,” erindrer Jørgen Skouboe, som efterfølgende tog 14 dage om at skrive idéen ned til konceptet til 'Nak & Æd'

“I 2009 gik vi i gang med at producere 'Nak & Æd'. Det blev helt vildt godt modtaget ikke mindst takket være vores redaktør Anders Roholt, der formede konceptet. Han har en stor ære for, at programmet er blevet en succes,” fortæller Jørgen Skouboe.

Konceptet var født: Den jyske jæger møder den københavnske kok. Og godt TV opstår.


En rørt jubilar

For nylig kunne Danmarks mest kendte jæger fejre 40 års jubilæum på DR, og her blev han overrasket på et fredagsmøde på stationens afdeling på Olof Palmes Allé.

“Der blev vist et sammenkog på 7 minutter med de seneste 20 år af mit liv foran kameraet. Det var meget rørende,” siger TV-manden, der føler han topper med 'Nak & Æd'

“Alt det TV, jeg har beskæftiget mig med, går under overskriften 'Godt-det-er-mig'-fjernsyn. Forstået på den måde, at det ikke er koncepter, som er bygget op på folk, som har det trist og skidt og et dårligt liv. Det er der mange, der gerne vil se det dér sørgelige TV. Jeg vil gerne lave noget, hvor folk kan slappe af, blive inspireret og hvor vi har det sjovt. Og det synes jeg i høj grad, jeg har ramt i 'Nak & Æd',” fastslår han. Programmet kører i øjeblikket over skærmen med den ottende sæson, og niende sæson er i planlægningsfasen.

“Jeg tror, vi har været i 25 forskellige lande nu. Det havde jeg ikke turde tro på, hvis der var nogen, der havde sagt det til mig, da vi startede med at lave 'Nak & Æd'. Vi kniber tit os selv i armene. Det er simpelthen for vildt, vi får lov at komme ud og rejse med vores program. Jeg ved sgu ikke, hvor længe vi kan blive ved. Jeg tænker, at alting har sin tid. Men vi bliver ved, så længe vi synes, det er sjovt, og seerne gider se det, vi laver Jeg pusler med nye koncepter, så måske er der noget andet på vej på et tidspunkt,” siger Skouboe og tager piben i munden.

.

Den jyske jæger Jørgen Skouboe og den københavnske kok Nikolaj Kirk har været i 25 lande med programmet ’Nak & Æd’. Foto: DR.
Den jyske jæger Jørgen Skouboe og den københavnske kok Nikolaj Kirk har været i 25 lande med programmet ’Nak & Æd’. Foto: DR.

Publiceret: 04. November 2017 12:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt