Det er ikke kun aftensmåltider, Vibeke Greve Nielsen tilbyder at tilberede. Hun bager også gerne boller.
Det er ikke kun aftensmåltider, Vibeke Greve Nielsen tilbyder at tilberede. Hun bager også gerne boller.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vibeke står for madomsorg til ældre i eget hjem

52-årig Skæring-borger bag nyt firma, der skal hjælpe seniorer med at tage på i vægt og få appetit på livet

Af Kim Skovrup Andersen


'Madmedomsorg' er navnet på Vibeke Greve Nielsens nye firma, hvor hun rykker ud fra privaten i Skæring og hjem til ældre mennesker i eget hjem.

Der er tale om et tiltag, som skal fungere som et supplement til hjemmeplejen med fokus på kosten og henvendt til de ældre mennesker, som har tabt sig og har svært ved at tage på igen.

Når Vibeke Greve Nielsen træder ind ad døren, handler det ikke om at tabe sig, men om at tage på.

Hendes erfaringer som 'madomsorgsvært' på Aarhus Universitetshospital for nogle år siden viste hende, at mange ældre spiser alene hver dag, og det kan være ensomt og trist i længden. Når vi sidder sammen og nyder maden og får snakket lidt, spiser vi ofte mere, mener hun.

”Jeg vil gerne ud til de ældre og lave små lækre og nærende måltider. Samtidig kan vi få en snak om de små ændringer i kosten, som kan have stor betydning for både helbred og velbefindende. Der skal nemlig noget ekstra til, og maden skal se indbydende ud, og så skal det smage godt og serveres i små overskuelige anretninger,” forklarer den 52-årige kvinde, der har sine rødder i Kolind på Djursland.

Det er også her, hun passer sin mor og på nærmeste hold har kunnet se, hvad et godt måltid har af betydning.

”Da min mor blev syg og helt mistede appetitten, var det dejligt at kunne hjælpe med at lave mad, og jeg var ikke den eneste, der trådte til. Lige fra søde naboer til mine søskende, min faster og tante, kom vi med hjemmelavet mad, der bare lige skulle varmes. Det var en stor hjælp, ikke mindst for min far, der ikke var vant til at stå i køkkenet,” fortæller hun.

Derfor er det også i høj grad de pårørende, 'Medmedomsorg' henvender sig til.

Vibeke Greve Nielsen er uddannet pædagog og kostvejleder og har erfaring med småtspisende patienter på Aarhus Universitetshospital, hvor hun som tidligere nævnt arbejdede som 'madomsorgsvært', der skulle friste og inspirere patienterne til at spise mere og flere mellemmåltider samt vejlede omkring kosten under og efter indlæggelsen.


Livsbekræftende arbejde

”Det var et fantastisk givende og livsbekræftende arbejde, og her oplevede jeg, hvor stort behovet er for vejledning,” siger Vibeke Greve Nielsen, som også tilbyder at tage med på indkøbsturen.

Mad og kostvejledning er ikke det eneste, hun har på hjerte. Vibeke Greve Nielsen vil også gerne gøre en indsats for de, der føler sig ensomme. Her tilbyder hun en vifte af forskellige aktiviteter som sang, højtlæsning, hyggesnak, en lille svingom, en gåtur eller en tur ud i det blå.

“Måske er der et stort ønske om at gense sit fødested eller besøge en gammel ven eller et familiemedlem. Eller måske er det et dybt ønske om at opleve kornet blive høstet og mærke duften i næseborene. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere tilfredsstillende end at kunne opfylde et dybt og inderligt ønske, så her stiller jeg mig gerne til rådighed,” fortæller ophavskvinden til 'Madmedomsorg'.


Publiceret: 10. November 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

JP Aarhus
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt